NYE DRESS

Eksamen – En skuffende oplevelse.

Hej kære læsere. Beklager stilheden her på bloggen. Jeg har kæmpet mig igennem de seneste dage. Læst fra morgen til aften. Isoleret mig fra omverdenen. Jeg har virkelig brugt mange timer og mange dage på at læse til farmakologi-eksamen, og så formår jeg at begå den dummeste fejl. Jeg er så skuffet og irriteret på mig selv. Jeg føler, at så mange timer og dage er spildt, fordi jeg er så EVIGT glemsom. 🙁

I dag var jeg til en skriftlig eksamen i farmakologi. En 4 timers lang eksamen, som bestod af en essay-del med 11 omfattende spørgsmål og en multiple choice del, som var adskilt fra essay-delen. Dvs. man skulle åbne den i et andet program på skrivebordet. Jeg går som altid igang med essay-delen og finder hurtigt ud af, at  spørgsmålene er ret omfattende, og at de tager længere tid end forventet. Jeg bliver dog alligevel færdig med essay-delen en halv time inden eksamen slutter og bruger den sidste halve time på at rette min opgave. Jeg plejer at tilføje ekstra detaljer til min besvarelse og kigge en ekstra gang på et par spørgsmål, som jeg er usikker på. Jeg nåede det hele. Tiden går og eksamen skal afleveres. Jeg tænker ”Skøønt. Det skal nok gå det her”. Det skulle jeg måske have ventet med at tænke. Jeg forsøger at aflevere min opgave, men af en eller anden grund, står der ”systemet kan ikke finde dit eksamensdokument”. IT-manden siger, at jeg ikke skal være bekymret, og at vi nok skal få afleveret min opgave. Jeg slapper helt af. IT-manden kommer nu tilbage og åbner min multiple choice og med det samme får jeg i stik i kroppen! ”FUUUUCK” Jeg har jo glemt at besvare Multiple choice-delen!!!!!!!!! Jeg får udtrykt min frustration og spørger IT-manden, om jeg ikke nok må bruge 5 min. på at besvare de 10 multiple choice spørgsmål, som jeg havde glemt, men han følger selvfølgelig reglerne og udbryder; NEJ!
Jeg har været så fokuseret på at besvare essay-delen, at jeg har glemt alt om at åbne multiple choice-delen på skrivebordet. Normalt plejer det at være sådan, at begge dele indgår i samme dokument, men det gjorde de ikke denne gang, og det rammer selvfølgelig sådan en glemsom person som mig!!! Kunne der ikke bare have stået ”opgave 12 – Husk at besvare multiple choice” :(((((( Multiple choice-delen giver 20 point ud af 100, hvilket er en ret stor procentdel. Det er nogle vigtige og ”lette” point at score, og havde jeg husket at besvare den del, havde jeg ikke været i tvivl om, at jeg nok skulle bestå denne her eksamen. Situationen er anderledes nu, og det er den mest skuffende oplevelse jeg har været udsat for i mit studieliv. Jeg føler at de mange timer og dage, jeg har brugt på at læse og isolere mig fra alt andet – nu er spildt pga. en dum, dum fejl, som jeg desværre er dum nok til at begå. Jeg er så skuffet. Så sur på mig selv. Jeg må være det mest glemsomme menneske på denne jord, og jeg er så uendeligt træt af, at jeg ikke kan lave om på det.

Jeg har nu 5 dage til at læse op til den næste eksamen, og jeg har slet ikke sat mig ind i den. Jeg er så demotiveret, men jeg har ikke tid eller overskud til at fucke endnu en eksamen op. I aften må jeg godt være trist og sur, men i morgen skal det glemmes, for der er ikke noget at gøre ved det nu. Ikke andet end at være optimistisk og håbe på, at min essay-del er fyldestgørende nok til at bestå eksamen. Men f*******k.. Jeg er så skuffet over mig selv.

 

10 comments

  • E

    Øv! Jeg skal snart læse medicin, og er også nervøs for, men indstillet på, at jeg skal skrue mine forventninger til mig selv ned, og nok kommer til at dumpe mindst én eksamen i løbet af årene.. Det bliver virkelig et nederlag for mig, der aldrig har fået under 12 i en mundtlig eksamen, og altid fik topkarakterer i gymnasiet. Men jeg er allerede nu ved at prøve at vænne mig til en mentalitet, der siger: at dumpe en eksamen betyder ikke, at man er dum og uduelig; det betyder, at de bare vil være HELT sikre på, at vi kan vores shit, inden de sender os ud til patienterne… Om jeg så formår at tænke sådan, når jeg en dag kommer til den første eksamen, som ikke går godt, er mere tvivlsomt. :/ op på hesten igen! Du bliver en fantastisk tandlæge uanset hvad, også selvom der var én (eller flere) eksamen ud af de maaaaange eksaminer gennem årene, som bare gik hamrende dårligt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Det er bare brandmøgærgerligt! Det er SÅ irriterende, når man føler, at man kun har sig selv at blame. Æv med røv på. Men hovedet op og videre. Det skal nok gå det hele, og dit essay var sikkert pissegodt. Hephep!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    I feel you! jeg var også oppe i forgårs, og jeg har aldrig læst så meget til en eksamen som denne. Jeg VILLE bare have en god karakter, og jeg har virkelig knoklet. Opgaven er bare sindssygt svær, og jeg ender med at udskyde spørgsmål 1 for at gå videre. Da jeg skal til at besvare spørgsmål 1 senere, laver jeg det helt forkert. Det finder jeg så ud af, og kommer i tanke om, hvad der rigtig skal stå. Desværre er der kun 5 min. tilbage af eksamen, og jeg endte med ikke at få svaret på spørgsmålet. Det er SÅ frustrerende, at man bruger så meget tid, og at man så ikke kommer ordentligt igennem eksamen. Jeg synes det er sygt demotiverende, og jeg skal også op igen på onsdag. 🙁 kan virkelig følge dig her!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Øv, hvor er det altså træls med sådan en skuffende eksamensoplevelse..

    Jeg havde selv min egen meget skuffende eksamensoplevelse her d. 3, da jeg var til min første eksamen på jurastudiet. Jeg følte hele vejen igennem, jeg havde overskud, og det bare gik kanon, indtil jeg kommer hjem, genlæser opgaven og opdager, at jeg har HELT fejlfortolket nogle af de mest væsentligste problemstillinger..
    Kram til dig og held og lykke med eksamen næste gang <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det øv for dig 🙁 Heldigvis kan du stadig nå at bestå den!

    Jeg havde en lignende oplevelse i sommers, hvor jeg havde læst og læst, og da jeg så sad til eksamen, opdagede jeg en enkelt ting, jeg ikke havde kigget på. Den fyldte så meget, at jeg dumpede den eksamen – mig, der ellers altid har været en såkaldt ’12-talspige’. Jeg må indrømme, at det gjorde ondt på selvtilliden, men så huskede jeg, at det ikke er hvad jeg formår at præstere i ét enkelt fag der definerer hvem jeg er og hvad jeg kan!

    Krydser fingre for at du består, og at den næste går noget mere smooth! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NYE DRESS